"Det brænder på Hammeren"

Flere gange i løbet af min barndom var der lyngbrand på Hammeren. Jeg kan især huske en tør sommer, hvor min mor var taget til stranden i Sæne med min lillebror og mig. Det må have været sommeren 1957 eller 1958 - jeg cyklede selv og min lillebror sad foran i cykelkurven hos min mor.

Ret som vi legede på stranden, kom en eller anden løbende og råbte til mor "fru Olsen, det brænder ved Humledalshuset". Vi på cyklerne og hjem. Vi kunne høre og se brandbilerne på vej op ad Fyrvejen, da vi kom cyklende på den anden side af Hammersøen. Heldigvis var det ikke så tæt på huset denne gang, men et stort lyngareal ved Kælderhalsen blev svedet af. 

Jeg har fået fortalt om en anden lejlighed, hvor branden var tættere på. Denne gang var det på vejen ned til Salomons kapel,  hvor mandskabet fra CF kolonnen måtte bruge lang tid på at få ilden under kontrol. Man gik ud fra, at anledningen var tyske turister, der havde smidt et cigaretskod. Men det var det måske alligevel ikke..... Måske var det børn fra Humledalshuset, der legede med ild, og hvor legen gik over gevind, så børnene ikke kunne klare situationen. Godt at vi havde CF'erne på kasernen i Allinge - dengang som nu!

Kommentarer

27.06.2016 13:25

Finn Andersen.

Jeg arbejdede på Hotel Nordland på det tidspunkt,og vi sad i køkkenet og hørte alle brandbillerne komme kørende med blink og sirener,Da vidste jeg ikke det var oppe på Hammeren der brændte.

14.07.2016 09:15

Karin

Hej Finn
Nej det er helt tilbage fra slutningen af halvtredserne/starten af tresserne - men der har jo næsten hvert år været lyngbrande på Nordbornholm, mere eller mindre omfattende.

27.06.2016 13:23

Finn Andersen.

Karin,jeg ved ikke om det er branden du skriver om til sidst,men husker en brand i 1974/75 måske hvor det meget tæt på at husene gik til i branden oppe ved Fyret.